Følg mig og læs mine seneste indlæg her.

Seneste indlæg

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Quality since 1985.

Også for tidlig fødte børn kan have glæde af psykoterapi

Af Inger Thormann, psykolog og forfatter.

Der eksisterer en meget begrænset viden om, i hvilken grad små børn påvirkes af traumatiske og stressfulde oplevelser. En meget udbredt teori har været, at helt små børn ikke påvirkes af disse oplevelser i samme grad som ældre børn og voksne, fordi de er for små til at forstå omfanget af det der sker, og til at sætte ord på deres oplevelser.

Nyere forskning viser imidlertid, at selv helt små børn påvirkes af traumatiske oplevelser i langt højere grad, end man tidligere har været klar over, og at børnene på baggrund af disse oplevelser kan få svære psykologiske følger resten af livet. Med spædbarnsterapien er der håb for det enkelte barn.

I flere år har spædbarnsterapi været praktiseret i Danmark. Spædbarnsterapiens metode, som den benyttes i Danmark, er udviklet af psykoterapeut Inger Poulsen og denne artikels forfatter Inger Thormann. Metoden er udviklet på baggrund af Francoise Doltos teorier. Francoise Dolto (1908-1988) var børnelæge og psykoanalytiker, og igennem 40 år arbejdede hun på Trousseauhospitalet i Paris. Fundamentet i Doltos tankegang er, at alle mennesker kan have glæde af terapi, uanset alder.

Selv helt små børn forstår sproget, og når Dolto taler om sprog, drejer det sig om alt, hvad der kommunikeres, således ikke blot det verbale sprog, men også mimik og gestus.

Dolto var meget optaget af at behandle også det lille barn respektfuldt, ikke at tale hen over hovedet på det, men direkte henvendt til barnet. Doltos væsentligste læresætninger er:

”Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

”Alt usagt binder energi”.

Barnet må blive synligt for os med sin smerte. Vi skal kunne holde smerten ud, og fortælle barnet dets historie, også med det svære indhold. Det verbale sprog er udviklet ved 3-års alderen, og de traumatiske oplevelser barnet har haft i de første tre år, har barnet ikke en tydelig erindring om. Kroppen husker til gengæld. Barnet havde ikke sproget som hjælp til at fastholde erindringen. Barnet viser måske nogle symptomer, viser at der er en ubalance i dets liv.

Ofte vil det være svært for forældre at koble en meget tidlig traumatisk oplevelse med for eksempel spiseproblemer og søvnforstyrrelser hos deres 4-årige barn. Måske er forældrene selv traumatiserede, fordi de var hos deres barn, da de svære ting skete, og de oplevede, at de ikke var i stand til at beskytte deres barn. Derfor vil både barnet og forældrene kunne profitere af terapeutisk hjælp.

Dolto erfarede, at når et barn fik sat ord på det der var sket, uanset hvad det var, lyttede barnet. Traumet, der indtil da havde været uforløst, udefineret, fik ved terapien form, blev en identificeret del af barnets liv, og dermed blev den psykiske energi, der før var bundet i traumet, frigivet.

Hospitalstraumer.

For tidligt fødte børn har det til fælles, at de adskilles fra deres mors krop, som er det sted, hvor de i måneder har fundet tryghed. Barnet lægges alene i en kuvøse. Barnet får hjælp til at trække vejret og til at spise, og barnet håndteres af mange forskellige mennesker. Det er vanskeligt at skærme barnet fra overstimulation. Høje lyde trænger ind til barnet, og ofte har barnet stærkt begrænset mulighed for tæt og kropslig kontakt med sine forældre, og derfor får barnet ikke den omsorg og beskyttelse som er starten på den vigtige tilknytning.

Når barnet er kommet igennem sin livskrise, er kommet i overbevisende trivsel og hjemme i sin familie, ”har barnet ikke glemt”, det der skete på hospitalet. Den traumatiske oplevelse ligger i barnet, og der vil den altid være. I behandlet form vil man senere i livet kunne genfortælle historien, mens den traumatiske oplevelse i ubehandlet form, kunne forstyrre barnets udvikling. Senere i livet vil traumet kunne dukke op i en form, der vil være svær at identificere og føre tilbage til det tidlige traume.

Selve terapien.

Når et lille for tidligt født barn kommer i terapi, er starten som regel den, at barnets omsorgsgivere, oftest forældrene, bliver opmærksomme på, at barnet har nogle vanskeligheder, der måske kan have noget med den svære livsstart at gøre. Oftest har barnet svært ved at spise, svært ved at sove, svært ved at regulere sig generelt. Barnet er yderst sensitivt, bryder ofte i gråd uden synlig årsag. Barnet er måske skræmt over kontakt med andre børn og voksne, som det ikke kender. Barnet bliver ofte sygt og hyppigt er barnet tåspidsgænger.

Forældrene har et par samtaler med terapeuten, hvor de så grundigt og detaljeret som muligt, fortæller barnets historie. Terapeuten indlever sig i barnets situation, indlever sig i hvordan det var at være det lille barn i kuvøsen, der ofte skulle have skiftet sonden, der kunne se sine forældre, men ikke være tæt på deres kroppe.

På baggrund af det forældrene har fortalt, skriver terapeuten terapien til barnet. Terapien indeholder de væsentligste aspekter i barnets traumatiske oplevelser, og inden selve terapien med barnet, gennemlæser forældrene terapeutens forslag, væsentligst for at sikre at alt er sandt. Dette er nemlig et af Franciose Doltos krav til terapi i det hele taget.

Under terapien sidder barnet for sig selv på en stol med sine forældre på hver side af sig. Terapeuten præsenterer sig for barnet og fortæller, at barnets forældre har fortalt dets historie og bedt mig om at tale med det. Terapien foregår altid på samme måde. Stemmen, rytmen, melodien er den samme hver gang. God tid til fordybelse, samt pauser er nødvendige aspekter af teorien. Det er her magien opstår. Susan Hart, neuropsykolog og forfatter mener, at det er i den dybe synkronisering med terapeuten, at barnet slipper ud af det fastlåste traume, som barnet ikke har ord for.

Alle børn lytter, uanset hvor gamle de er. De voksne bliver bevægede. Forældrene bliver bedt om at gentage terapien nogle gange i den følgende uge. I mange tilfælde vil barnet komme tilbage og få endnu en terapi eller flere.

Alle børn får det bedre. Alle forældre oplever en stor lettelse. Mange forældre giver udtryk for, at de også selv var i terapi, da deres barn fik spædbarnsterapi, for deres barns historie var jo også deres. Forældrene lærer andre måder at afstemme sig med barnet på. Det terapeutiske arbejde videreføres i den kontakt, forældrene efterfølgende har med barnet. Gentagelsen af de ord terapeuten brugte er vigtig. Hver gang barnet får ordene, bliver det set. Det er igennem oplevelsen af at blive set, at man mærker sin eksistens, sine grænser og sit selv.

Et eksempel.

Et forældrepar opsøgte mig. De fortalte om deres meget for tidligt fødte søn David, der nu var 2 år. David havde store vanskeligheder med at spise. Han skubbede maden væk og pressede læberne sammen, når han blev tilbudt mad. Han tog ikke på i vægt som han skulle, og forældrene vidste ikke deres levende råd. David viste også andre vanskeligheder, men vanskeligheder med at spise er ofte det mest grundlæggende problem. Det at kunne spise og derved få næring, er livsvigtigt. Spiser man ikke, dør man. Dolto er af den opfattelse, at spiser et barn ikke, kan det være fordi barnet er i tvivl om, hvorvidt det ønsker at leve. David vejede 650 gram, da han blev født, og han var indlagt på Rigshospitalet i ca. 3 måneder. Begge forældre var indlagt sammen med ham. Inden for de 3 måneder havde han flere livskriser, og de var i hele forløbet bange for, at han skulle dø.

Mere end 30 forskellige mennesker havde i de 3 måneder lagt sonde på David. David blev altid voldsomt ked af det, og efterfølgende var det svært for ham atter at falde til ro. Forældrene fortalte, hvor svært det havde været for dem. De havde dårlig samvittighed over, at de ikke havde været i stand til at beskytte deres dreng mod den smerte han blev påført. De bad mig om i terapien at vægte, at de ikke turde gøre andet end det, lægerne sagde at de skulle gøre, fordi de var så bange for at miste ham.

Davids historie var lang, forstået på den måde, at han var alvorligt traumatiseret, og David fik terapi tre gange over tre uger. Jeg vægtede bl.a. de overgreb, han havde oplevet i mundregionen, næsen, svælget og halsen og indlevede mig i, hvordan det havde været for ham. Han havde haft mange hænder i sin mund, mange havde holdt ham fast, mens sonden blev lagt gennem næsen og ned i spiserøret. Han havde oplevet smerter, og det var svært for forældrene at få ham til at falde til ro, efter at han havde været håndteret af hospitalets læger og sygeplejersker.

Han havde grædt og været ulykkelig. Det der blev gjort ved ham, var ikke bare ubehageligt. Det havde gjort ondt. Inde i hans mund havde det gjort ondt. På læberne havde det gjort ondt. En del af terapien lød sådan:

”Derfor er det ikke mærkeligt, at det er svært for dig at spise. Hver gang du får noget mad på læberne og ind i munden, husker din krop det, der skete den gang. Men du skal spise for at leve, og din mor og far vil hjælpe dig. De vil lave blød mad til dig, som ikke gør ondt i din mund, og de vil lave den mad, som de ved, at du er glad for”.

”Du er en stærk dreng David. Du overlevede, og du klarede den lange tid på hospitalet, selv om det var svært for dig. Du vil også kunne klare at spise den mad, som dine forældre tilbereder til dig. For du KAN godt spise.”

Under hele terapien var David i kontakt med mig. En enkelt gang søgte han sine forældres blikke. De nikkede bekræftende til ham, og han vendte straks tilbage i kontakten.

Jeg aftalte med forældrene, at de inden hvert måltid, skulle gentage ovenstående del af terapien, inden han fik præsenteret maden, idet de refererede til mødet med mig. David lyttede intenst til det, hans forældre fortalte. Forældrene oplevede en mere intens kontakt med deres dreng. David udforskede deres ansigter, deres blikke med en alvorlig attitude, som ville han spørge: Var det sådan det var?

Langsomt begyndte David at spise de små portioner af ”blød” mad, som forældrene med omtanke og kærlighed havde tilberedt til ham.

Spædbarnsterapien udføres altid af en psykolog eller en psykoterapeut. Imidlertid kan elementer af spædbarnsterapien anvendes i her og nu situationer i pædagogisk praksis.

Tak til Inger Thormann for at få lov til at dele hendes artikel omkring dette vigtige budskab. Vil du læse den oprindelige artikel, er der link til denne nedenfor.

Ønsker du hjælp til dit for tidlig fødte barn, tilbyder jeg spædbarnsterapi. Du er altid velkommen til at kontakte mig.

Til den interesserede læser: Læs også Inger Thormanns artikel. “Hvordan man kan reducere den belastning, som mange børn oplever i forbindelse med undersøgelser og procedurer i hospitalsregi.”

Post a Comment