Spædbarnsterapi er oprindelig en psykoterapeutisk metode rettet mod traumer i de tidlige leveår. Grundet navnet spædbarnsterapi kan man komme til at tro, at metoden kun kan anvendes som terapi til spædbørn, men metoden er meget mere end det.

Den er fantastisk til at skabe et troværdigt, kontaktfuldt, ligeværdigt og respektfuldt samspil i mødet med børn i alle aldre samt forældre/voksne. Den understøtter god trivsel, sund udvikling og er med til at skabe mening og sammenhæng, så barnet kan få mere indre ro og begive sig ud i verden.

Metoden har også vist sig at være betydningsfuld i arbejdet med voksne udviklingshæmmede og demente.

Som terapiform går spædbarnsterapi ud på at behandle tidligt opståede traumer som består i at terapeuten, i et samarbejde med barnets omsorgspersoner, fortæller barnet sin livshistorie og den/de traumatiske oplevelser. Selv et helt lille spædbarn uden sprog kan modtage terapien og blive behandlet. Terapien kan også anvendes til større børn, voksne og voksne udviklingshæmmede med traumer i det førsproglige.

I pædagogisk eller sundhedsfaglig praksis i “her og nu” situationer vil eksempelvis en pædagog, sundhedsplejerske, sygeplejerske, jordemoder, familierådgiver, socialrådgiver eller skolelærer kunne have en afgørende betydning for et barns trivsel, uanset alder, ved at have blik for det, barnet viser med sin adfærd eller symptomer, tage direkte kontakt og med de rette ord give barnet sprog for sin oplevelse. Når en voksen ser barnet og italesætter det, der har været/er svært eller tabuiseret, skal barnet ikke længere være alene om sin smerte, og det vil kunne skabe plads til konstruktiv udvikling. Denne tilgang er også yderst anvendelig til voksne udviklingshæmmede. 

Metoden kan også benyttes forebyggende eksempelvis i adoptions- og anbringelsessager, fra beslutning og gennem hele forløbet, fx fra fødestue til plejeforældre eller et skift fra en institution til en anden.

Spædbarnsterapiens metode er udviklet af den franske børnelæge og psykoanalytiker Francoise Dolto og hendes elev Caroline Eliacheff. Metoden er, som den praktiseres i Danmark, udviklet af Inger Poulsen og Inger Thormann som har stiftet Dansk Institut for spædbarnsterapi.

Børns og voksnes traumer kan være opstået i forbindelse med adskillelse fra mor eller omsorgsperson i det tidlige liv, herunder også tab af følelsesmæssig kontakt, chok, tab, smerteoplevelser. I spædbarnsterapien arbejdes også med oplevelser fra fostertilstanden og omkring fødslen.

Den traumatiske oplevelse er kendetegnet ved, at den har haft en oplevelsesmæssige intensitet, som barnet ikke har kunnet rumme, og som har skubbet barnet ud af dets væren i sig selv og naturlige tillidsfulde forbindelse til verden.

Selvom barnet ikke bevidst husker den traumatiske oplevelse, sætter den spor i barnets personlighedsudvikling og skaber symptomer.
Det lille barn kan blive påvirket i forhold til søvn og spisning, være uroligt og have svært ved at slappe af, trække sig fra kontakt og det kan udvikle fysiske symptomer.

Det større barn eller en voksen udviklingshæmmet kan være bange, trist, aggressivt, urolig, tilbagetrukket. Der kan mangle kræfter til at begive sig ud i verden, have svært ved sociale aktiviteter, have svært ved at lære, have svært ved at knytte sig og der kan reageres med psykosomatiske symptomer som ondt i maven, ondt i hovedet osv.

Spædbarnsterapien er baseret på den overbevisning, at barnet fødes med sproget i sig, og med evnen til at opfatte og lade sig påvirke af sproget, også fra helt tidligt i livet.

Det traumatiserede barn er fanget i sine symptomer, og har ikke andet sprog for sin oplevelse end de symptomer, det viser. At sætte ord på, giver barnet mulighed for at traumet bliver en identificeret del af dets liv. Når det der har forhindret en sund udvikling integreres, kan barnets egen drivkraft overtage helingen.

Når tidlige belastninger og traumer ikke identificeres og afhjælpes, risikerer det at give mange uforklarlige symptomer og problemer i voksenlivet. 

Læs de rørende eksempler på hvordan dagplejere, sundhedsplejersker, pædagoger m.m. har anvendt metoden og skabt mulighed for en sund og god udvikling for barnet her.

Eksempler på fysiske og psykiske belastninger som kan risikere at sætte sig som traumer.

Adskillelse fra mor/primær omsorgsperson, tab og savn af følelsesmæssig kontakt.

Svær/hård fødsel, for tidligt født, kuvøse, svære eller belastende omstændigheder under mors graviditet, miste en tvilling i fosterliv, alkohol/stofmisbrug mens barnet vokser op, anbringelser, adoption, flytning, forældres skilsmisse, dødsfald i familien, sygdom i familien, utrygge forhold og hemmeligheder i familien, fysisk og psykisk vold, en ulykke.